Aktiviteter

Organisationens kontor ligger i landsbyen Faoune i Casamance – den del af Senegal, der ligger syd for Gambia. For få år siden kom der elektricitet til Faoune, hvilket har betydet, at kontorerne nu er rimeligt velforsynede med computere, ikke mindst takket være CtS’s projekter og containere. COLUFIFA arbejder stadig for at udbrede dyrkning af sesam, som de opkøber hos bønderne og videresælger. De har desuden en fabrik, hvor der presses sesamolie med henblik på salg lokalt eller til eksport. En lille gruppe kvinder forarbejder sesam til massagecreme, sæbe, kager mm. Endvidere har organisationen et honningværksted, hvor der slynges tavler opkøbt hos lokale bønder. COLUFIFA er også ved selv at få gang i bistader i nærheden af værkstedet. Af andre indtægtsgivende aktiviteter kan nævnes gæstehusene i Faoune, hvor turister, samarbejdspartnere og andre kan bo og spise mod en rimelig betaling.

I de senere år er de gået aktivt ind i at øge produktion af ris og majs, hvor de nu 2016 – 17 er med i et stort nationalt program.

De har efter de seneste projekter igangsat mange kollektive grønsagshaver, hvor både kvinde-og mandegrupper dyrker løg, tomater og meget andet til selvforsyning og salg på de lokale markeder.

For tiden er der i alt 10-15 ansatte, der arbejder i Faoune, hvilket omfatter såvel projektansatte som folk, der arbejder med de ovennævnte aktiviteter.

^